• Det mest interessante ved Mørch-brødrene er, at de ikke er interessante – og tak for det

    来源: BDK Finans / 04 1月 2024 01:26:12   America/New_York

    Måske er vi allesammen dødtrætte af drama og virak. To år med corona, to år med krig i Ukraine, et år med inflation og så nu et pludseligt historisk tronskifte, når dronning Margrethe 14. januar abdicerer efter 52 år som regent for at give plads til sin søn, den kommende Frederik 10, er vel omtrent så meget drama, som nogen kan holde ud. Det er mange måneder siden, at Berlingskes finansjournalist Julie Søltoft kom med det fantastiske forslag at lave et dobbeltinterview med to af landets mest magtfulde mennesker. Ideen var åbenlys, for ikke alene er Lars Steensgaard Mørch nyudnævnt administrerende direktør for Jyske Bank og Peter Steensgaard Mørch også temmelig nyudnævnt som PensionDanmarks næste topchef, når han har stået i lære i et års tid – de er også brødre. Vi kender ordet powercouples – undskyld anglicismen. I nyere tid er markante powercouples tidligere TV 2-direktør Merete Eldrup og hendes mand, den tidligere DONG-direktør og tidligere departementschef i Finansministeriet, Anders Eldrup. Man kan også nævne DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, og hendes mand, Laurits Rønn, som er topdirektør i Dansk Erhverv. Så er der Nina Eg Hansen, som netop er blevet kommunaldirektør på Frederiksberg, og som er gift med Børsens ansvarshavende chefredaktør og tidligere finansminister, Bjarne Corydon. Et gammelt eksempel er to af skaberne af Novo Nordisk, Inge og August Krogh. Vi taler for lidt om powersiblings. Der er også masser af nutidige eksempler på kendte brødrepar: fodboldspillerne Michael og Brian Laudrup, skuespillerne Mads og Lars Mikkelsen, brødrene Price, skuespillerne Martin og Lars Brygmann, håndboldbrødrene Landin, eller hvad med hjerneforskeren Peter Lund Madsen og hans bror, Anders Lund Madsen? Skal vi tale om egentlig magtfulde brødre i danmarkshistorien, må man især tænke på fysikeren H.C. Ørsted eller hans bror, statsministeren Anders Sandøe Ørsted, Nobelprismodtageren Niels Bohr og hans bror, matematikeren Harald Bohr, det socialdemokratiske brødrepar Per og Hans Hækkerup eller i USA brødrene John, Robert og Ted Kennedy. Man skal imidlertid lede et stykke tid efter relevante moderne paralleller til brødrene Mørch i toppen af erhvervslivet og i de største virksomheder. Den bedste, jeg har kunnet finde, er et stykke tilbage i dansk erhvervshistorie: brødrene J.V. Thygesen og J.C. Thygesen, også kendt som Bank-Thygesen og Sprit-Thygesen, fordi de to brødre – rundet af en proprietærgård ved Kolding – blev henholdsvis direktør for mægtige Privatbanken i 1954 – i dag en del af Nordea – og direktør for de lige så mægtige spritfabrikker i 1953 – i dag en del Pernod Ricard efter at have taget del i Danisco-fusionen i 1990erne. De fleste kender faktisk stadig Sprit-Thygesens søn, for det er såmænd en af de største danske økonomer i de seneste årtier, professor Niels Thygesen fra Københavns Universitet. Giv mig endelig et tip, hvis du kan tænke på andre markante brødrepar i erhvervslivet. Jeg har helt sikkert overset nogen. Man er helt naturligt fascineret af dygtige brødre, som driver det vidt. Derfor glædede jeg mig meget til at blive blæst bagover af Lars og Peter Steensgaard Mørch i interviewet i Berlingske, fordi der bag disse to dygtige mennesker måtte ligge en fantastisk og fascinerende historie. Det gør der så ikke. Det mest interessante ved Lars og Peter Steensgaard Mørch er, hvor lidt interessante de er. Det hele er smukt indrammet af deres mor, bankuddannede Elsebeth Mørch, som sørgede for, at de to drenge og deres lillesøster fik en solid opvækst i et kedsommeligt parcelhuskvarteret på en lukket vej i Viborg efter deres fars tidlige død. »Men det med karriere har de ikke efter mig. Jeg har aldrig haft den type ambitioner,« siger Elsebeth Mørch, som i stedet fremhæver de værdier, som de fik fra deres morfar: »Han sagde altid til dem, at de skulle være ærlige, kærlige og omsorgsfulde. At de skulle opføre sig ordentligt,« siger Elsebeth Mørch. Måske er netop ærlighed, kærlighed og omsorg det, erhvervslivet trænger til. Som kvalifikationer til et job passer ordene bedre på en stilling som sosu-assistent end på jobbet som hård topchef i en bank eller en pensionskasse. Værdierne – og fliden – skinner imidlertid tydeligt igennem hos Lars og Peter Steensgaard Mørch. »(...) når jeg går på pension, vil jeg langt hellere vurderes ud fra den bank, jeg efterlader, om den har været god for kunderne og samfundet, end på baggrund af min egen person,« siger Lars Steensgaard Mørch, som overtager efter en markant og temmelig larmende topchef i skikkelse Anders Dam med 26 år bag sig i spidsen for Jyske Bank. »Det har aldrig for mig handlet om at få medieomtale, om at få æren. Jeg synes ikke, at det er specielt interessant,« siger Peter Steensgaard Mørch, som er gået fra jobbet som departementschef i Finansministeriet, et af landets mest magtfulde job, til i løbet af 2024 at overtage ansvaret for en af landets største pensionskasser med over 300 milliarder kroner under forvaltning. Det er en central detalje, at Peter Steensgaard Mørch er afløseren for grundlæggeren af PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, som gerne ville have og tage æren for alt, hvad han stod i spidsen for eller deltog i gennem sine 31 år i toppen af PensionDanmark. »I er ikke bange for, at magten kan stige jer til hovedet?« spørger Julie Søltoft brødrene Mørch – et godt spørgsmål. »Nej, vi er superoptaget af opgaven og muligheden for at påvirke ting. Det handler ikke om at stå i et særligt lys.« Det tror man på, når man har læst interviewet. Det er umuligt at drive nogen helst stor plan, stor vision eller et stort projekt ud af de to brødre. Det skal ikke misforstås på den måde, at Lars og Peter bare vil sidde og varme deres magtfulde poster i toppen af erhvervslivet. Ingen af dem har nogen problemer med at træffe beslutninger eller sætte retning, ser det ud til. For Lars og Peter Steensgaard Mørch handler det imidlertid om at levere og eksekvere og ikke om at bygge luftkasteller eller abstrakte visioner. Sådan virker det i hvert fald. De er næsten antiteserne til nogle af tidens mest forgudede mennesker i erhvervslivet. Man kan starte med Elon Musk, hvor det aldrig kan blive vildt nok i forhold til at revolutionere bilbranchen, genopfinde Twitter/X eller gøre rumraketter til genbrugsraketter, når han ikke vil redde nødstedte børn ud af en grotte i Thailand med sin egen ubåd. Man kan også nævne den forholdsvis nye topchef for A.P. Møller - Mærsk, Vincens Clerc, som har gang i alle de floskler, som kan drives ud af verdens business schools, i sin nytårshilsen på LinkedIn: »Together, we’re building the supply chains of tomorrow and co-creating vital green solutions for our shared decarbonisation goals,« skriver han blandt andet. Hvor er det egentlig ulideligt. Er det i virkeligheden Lars og Peter Steensgaard Mørch, som er den type topchefer, der passer til tiden? Vi har de klimamål, vi skal have. Der skal ikke opfindes nye, men leveres på dem, vi har. Grøn omstilling handler om rigtige vindmøller eller rigtige atomkraftværker, som skal opføres, og ikke mere vidtløftig snak. Ukraine har ikke brug for et varmt håndtryk, men krudt og kugler. Vi vil have mindre Elon Musk – mere Lars og Peter. Thomas Bernt er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/det-mest-interessante-ved-moerch-broedrene-er-at-de-ikke-er-interessante
分享